Dyrlæge undersøgelse af en hest.

Hvis man har en hest, som man har nogle problemer med, så kan det være en rigtig god ide, at man får en god hestedyrlæge ud og kigge på hesten.
Når dyrlægen kommer, så vil denne oftest starte med at kigge på hestens tænder og undersøge om hesten trænger til en tandraspning eller om der sidder ulvetænder og generer. Herefter lytter man på hestens lunger og kigger den i ører og øjne for at se, om hesten ser fin og velfungerende ud her. Dyrlægen vil også tjekke om hesten har de ønskede reflekser. Dette gøres blandt andet med den såkaldte blyanttest.

Herefter vil de fleste dyrlæger gerne se hesten blive mønstret på hårdt underlag og derfor bør man have trænet dette med sin hest. Ved at mønstre på hårdt underlag, så er der større sandsynlighed for, at man opdager eventuelle små skavanker i form af halthed. Hvis man ikke har muligheden for at stille et hårdt underlag til rådighed på opstaldningsstedet, så kan det derfor sommetider være en bedre ide, at man kører hesten ud til dyrlægen. Hvis dyrlægen ikke kan se noget ved en mønstring, så vælger nogle dyrlæger at lave en bøjeprøve af hesten for at udelukke, at hestens har smerter i benene, som man ikke kan se ved almindelig bevægelse.
Næste skridt vil ofte være, at man longerer hesten, så dyrlægen kan se, om hesten bevæger sig, som den bør, når den kommer på bøjet spor og skal arbejde i trav og galop. Derfor bør man også lære sin hest at blive longeret.


Hvis longeringsarbejdet ikke afslører noget i hestens bevægelsesmønster, så sadler man hesten op og rider hesten, så dyrlægen kan se, om det ændrer hestens bevægelse, at der kommer sadel og hovedtøj på. Dyrlægen vil ofte tjekke udstyret, inden at man sadler op og igen under og efter monteringen. Hvis hesten tydeligt ændrer adfærd og bevægelsesmønster under rytter eller under opsadling, så vil dyrlægen ofte ønske, at man enten får hesten kigget igennem af en kiropraktor og/eller massør og får sin sadel kigget efter af en rigtig sadelmager. Hvis udstyret ikke er årsag til den ændrede adfærd, så kan en hestemassør eller en hestekiropraktor ofte lokalisere eventuelle smerter hos en hest.
Hvis man kommer frem til, at hesten har smerter på dette tidspunkt i undersøgelsen, så skal man som hesteejer beslutte, hvorvidt man vil fortsætte undersøgelsen af hesten, da yderligere undersøgelser kan komme til at blive rigtig dyre. Der vil ofte i første omgang være tale om røntgen, hvilket er nogenlunde overkommelig i pris, men hvis der ikke findes noget her, så vil næste trin være scanning og herefter knoglescreening og begge dele er rigtig dyre og ofte finder man ikke årsagen til hesten smerter.